August 2023
Kære forblæste børn og forældre på Ingstrup Trivselsskole og -børnehave.
Det glæder os helt utroligt meget at kunne åbne dørene til skolen og byde jer velkommen indenfor i ly for den hårde sommervind
Jeg håber sommerferien har gjort jer godt, for vi står nu klar til at få de faste rytmer tilbage, lærdommen i højsæde og fællesskabet dyrket.
Et særligt velkommen skal lyde til Gry, Runa og Niels, som er helt nye i O. klasse og til Nana vores nye pædagog i børnehaven. Velkommen til fra os alle.
I dette månedsbrev vil jeg komme ind på lidt nyt fra børnehaven, fokusområde for dette skoleår, glemmekassen, hovedrengøring og ikke mindst en præsentation af et helt nyt tiltag, som er sendt i luften af Ole og Frederik.
Fokusområde for dette skoleår:
I år vil vi have mindre fokus på os selv hver især og mere fokus på, hvordan hver enkelt kan bidrage positiv ind i de fællesskaber, vi indgår i. Med grundlag i det grundtvig-koldske værdigrundlag om almendannelse, det myndige menneske og det forpligtende fællesskab, har vi fokus på, at alle opnår forståelse af og erfaringer med, hvad hver enkelt af os kan bidrage med for at styrke vores læringsfællesskab. I lyset af trivselsdebatten i samfundet, finder vi inspiration i tidligere professor i almen medicin og mental børnesundhed, Carsten Obel og hans fokus på, at en af de vigtigste forudsætninger for trivsel er, at hver enkelt oplever, at man bidrager positivt ind i et fællesskab.
Vi vil i klasserne arbejde med, hvordan vi skaber gode fællesskaber og hvilket ansvar den enkelte har for at hverdagen bliver tryg, sjov og lærerig for os alle.
Som en del af at styrke fællesskabet mellem børnehaven og skolen, vil vi fremover kun lave et månedsbrev, som deles med alle.
Vi vil i år arbejde på at betaling for køb i bod bliver gjort kontantfri, så vi skal bruge mobilepay. Der vil komme yderligere information ud om dette, når vi er klar.
Præsentation af Nana
Jeg vil gerne have lov at præsentere vores nye dygtige pædagog i børnehaven. Hun hedder Nana og er godt i gang med at bidrage til børnehavens gode fællesskab.
Jeg har hørt fra fortrolige kilder (Mads), at Nana allerede er faldet godt til, har styr på tingeneog sætter gang i en masse gode aktiviteter for børnene.
Så når I møder Nana i børnehaven, må I meget gerne sige velkommen til hende
Kommende måned i skolen
Sidste dag for at finde ting i glemmekassen er tirsdag d. 15. august.
Hovedrengøring lørdag 12. august. Tidligere udsendt plan er vedhæftet.
Morgensang i kirken. Fredag d. 18. august morgensang kl. ca. 08.15 alle er velkomne.
Idrætsdag 24. august fra kl. 8 – 13
29. august. Forældremøde kl. 16.30 – 19.00 i 0. - 5. klasse.
30. august. Forældremøde kl. 18.30 – 20.00 i 6. – 9. klasse.
Kommende måned i børnehaven
Børnehaven vil fremover deltage i morgensang hver fredag. Vi glæder os og er meget spændte på, hvad Mads vil synge og spille for os
Opfordring
Jeg vil gerne opfordre til, at vi alle bakker op om vores fokuspunkt om at sætte lys på, hvordan vi hver især styrker fællesskabet, og så vil jeg gerne opfordre børn og voksne til… at støtte op om Ole og Frederiks nye tiltag. De har skabt en podcast, som muligvis vil gå over i historien Den er tilgængeligt på facebook, og vil fremover indeholde let information, seriøse tiltag og en snert af sjov og spas. I må meget gerne forkæle jeres øregange hver måned med dette nye tiltag, like og dele.
Med venlig hilsen
Christian