Fritterens målsætning
Vores mål med fritteren er at skabe et trygt, tillidsfuldt og hyggeligt miljø for børnene efter skoletid. Fritteren skal være et sted, hvor der er plads til den frie leg efter skoletid. Fritteren tilbyder dagligt aktivitetstilbud, som giver en spændende og varieret hverdag.
Fritteren vægter de sociale spilleregler højt, således er der fokus på den gensidige respekt og gode tone mellem børn og voksne. Fritteren skal være et miljø, hvor der er plads til alle og deres personlige udvikling.
Fritteren vægter en åben dialog mellem personale og forældre højt.
I fritteren prioriterer vi:
- Fri leg
- Udendørs aktiviteter: Bålmad 1 x månedligt, bygge og ordne plantekasser samt diverse lege
- Frihed under ansvar: Dvs. vi vægter tilliden til hinanden højt.
- Jo mere vi stoler på børnene, jo mere frihed og ansvar får de. Vi oplever, at børnene trives med et tillidsfuldt miljø.
- Ugentlige timer i Trivselsbørnehaven: Styrker og arbejder tidligt med relationerne til de kommende skolebørn
- En plan er aldrig for fast til, at den kan ændres: Vi er i nuet og beskæftiger os med det, som interesserer børnene netop nu
Fritterens dagligdag
Morgenfritter i børnehaven fra 6.20-7.40; herefter går børnene over på skolen og gør klar til morgensang.
Frugt spises mellem 14.30-15.00 hverdage.
Kl. 15.45-15.55 går vi i børnehaven med de tilbageværende børn. Derefter afhentes børnene i børnehaven.
Forventninger/nye udfordringer i fritteren
I fritteren forekommer leg på fodboldbanen, multibanen, gymnastiksalen, fuglereden osv. Her leger børnene nogle gange på egen hånd, men der er altid en voksen indenfor rækkevidde. Vi hjælper børnene med at løse uoverensstemmelser, og det styrker børnenes evner i det sociale rum, men samtidigt lærer de en masse om egne og andres grænser.
Vi forventer en kærlig og åben tone mellem børn, ansatte og forældre.
Vi vægter den åbne dialog med jer som forældre, kom derfor gerne hvis I har behov for at snakke om en bekymring, en god oplevelse eller noget helt tredje. Vi står altid til rådighed for en snak.
Vi spiser frugt hver dag, og vi forventer at indholdet følger skolens kostpolitik.