Hverdagen

Hverdagen på Ingstrup Trivselsskole:

Under værdigrundlag og målsætning har vi forsøgt at gøre rede for baggrunden for nedenstående fokuspunkter. I det følgende vil vi præcisere, hvordan det rent praktisk skal udføres:

Trivsel: For at skabe et trygt og harmonisk miljø for børnene, vil vi ofte samarbejde på tværs af klassetrin, så alle kender alle. Ingen er ens – vi er alle unikke på godt og ondt, og da vi er en lille skole har vi mulighed for at komme til at kende hinandens styrker og svagheder godt og kan handle derefter.

På Ingstrup Trivselsskole har vi ikke klassens time. I stedet har vi en time, som hedder personlig udvikling, hvis indhold bl.a. bliver at arbejde med elevernes selvforståelse, selvværd og sociale kompetencer.

På Ingstrup Trivselsskole vil vi oprette en legepatrulje, som får til opgave at sætte gode lege i gang i frikvartererne.

Desuden forventer vi en meningsfuld og åben dialog med hjemmet, så elevernes trivsel sikres bedst muligt.

Faglighed: Hvert barn er unikt og har forskellige måder at lære på. På Ingstrup Trivselsskole er klassekvotienterne små, og det giver lærerne større mulighed for at give det enkelte barn større opmærksomhed. På skolen samlæser vi nogle af timerne og laver også holddannelser ind imellem efter faglige niveau, køn eller interesse, så børnene bliver udfordret på forskellig vis.

Lærerne holder sig hele tiden ajour med lovgivning og udvikling i folkeskolen gennem efter-uddannelse.

Sundhed: Alle elever skal have spist morgenmad, når de møder i skolen, og de skal medbringe en madpakke, som er sund og nærende og ikke sød og drænende.

Skolen vil have en frugtordning, hvor alle børn kan få et stykke frugt i første store pause hver dag. Desuden tilstræbes det, at børnene er fysisk aktive dagligt.

Eleverne skal hjælpe med at bevare et godt indeklima. Skolen er skofri, og eleverne skal derfor have et par futter til at stå i garderoben. Hver elev har en ugentlig duksedag, hvor han/hun skal hjælpe læreren med at rydde op, tørre borde af og feje klasselokalet.

Sammenhæng i hverdagen: Dansk, matematik, engelsk og idræt prioriteres højt som selvstændige fag. I folkeskolen har man derudover en del fag, såsom kristendomsundervisning, billedkunst, musik, natur/teknik der ikke fylder mere en 45-90 min. Ugentligt på skemaet. Vi slår disse fag sammen til emnetimer ca. 6 lektioner ugentligt, hvor vi vil arbejde i emner såsom Stranden, Nordisk mytologi, Vikingetiden, Skoven, Trafik, Sanser, Stomp m.m.

I stedet for at have 6 forskellige 45 minutters lektioner, ønsker vi at fordybe os i de forskellige emner. Målet er at børnene oplever større sammenhæng i undervisningen, og det giver elever og lærere større mulighed for indlevelse og fordybelse.

Lokal forankring med globalt udsyn: Vi vil lære lokalområdet godt at kende ved små ekskur-sioner og undervisningsforløb uden for skolen. Vi vil samarbejde med forældre, virksomheder, efterskolen, foreninger og andre fra lokalområdet, og inddrage deres viden og kompetencer i skolearbejdet.

Vi vil opdrage børnene til demokrati gennem elevrådsarbejde og medbestemmelse i undervisningen. Vi vil sætte fokus på børn i andre lande bl.a. gennem brevvekslinger med udenlandske skoler.