Hjemkundskab

Fagplan for hjemkundskab

 

I hverdagene arbejdes der tværfagligt med hjemkundskab og faget inddrages eksempelvis når eleverne skal arbejde praktisk med fagene matematik og dansk eller i Natur/teknik. Faget kan også inddrages på de ugentlige undervisningsdage. Formålet med undervisningen i hjemkundskab er, at eleverne gennem alsidige læringsforløb tilegner sig kundskaber og færdigheder, der gør dem i stand til at handle og agere i deres eget liv.

 

Eleverne skal opnå praktiske færdigheder, æstetiske erfaringer og forståelse af egen og andres madkultur, af madens, husholdningens og forbrugets samspil med samfundsfaktorer. Eleverne skal endvidere lære om områdets betydning for ressource-og miljøproblemer og for sundhed og livskvalitet for den enkelte og andre. Gennem praktiske og eksperimenterende opgaver skal eleverne have mulighed for at udvikle selvværd, fantasi, livsglæde og erkendelse, så de i fællesskab med andre og hver for sig får lyst til og bliver i stand til at tage kritisk stilling og handle i det private liv og i samfundet. Undervisningen skal forberede eleverne til at tage del i og medansvar for problemstillinger vedrørende mad, husholdning og forbrug i relation til kultur, sundhed og livskvalitet samt bæredygtighed. Det er vigtigt, at undervisningen lægger op til, at eleverne oplever værdien af et fællesskab og samarbejde, der bygger på ligeværd og demokrati.

 

 

Formål for faget hjemkundskab

 

Sundhed, Kost, ernæring, hygiejne

 

Undervisningen skal lede frem i mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:

  • vurdere, planlægge og tilberede dagskost, måltider og retter ud fra kostanbefalinger
  • redegøre for mikroorganismers forekomst, betydning, vækstbetingelser og spredning samt have en forståelseaf de almindeligste opbevarings- og konserveringsprincipper
  • anvende almene hygiejneprincipper ved tilberedning, opbevaring og konservering af fødevarer.

 

 

Madlavning og måltider

 

Undervisningen skal lede frem i mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:

  • tilberede fødevarer efter grundlæggende madlavningsteknikker- og metoder
  • sammensætte og tilberede enkle retter og måltider, der er kendetegnende for forskellige situationer, historiske perioder og kulturer
  • planlægge indkøb og arbejdsproces
  • få en forståelse af mad og måltider i et socialt, kulturelt og historisk perspektiv
  • eksperimentere med fødevaresammensætninger og krydringer med henblik på at skabe æstetiske indtryk og udtryk
  • reflektere over og sætte ord på sansemæssige oplevelsers samspil med følelser, individuelle erfaringer ogkultur samt det æstetiske i forbindelse med fødevarer og måltider
  • tage stilling til madens og måltidets betydning for sundhed og livskvalitet for én selv og for andre.

 

 

Fødevarer, forbrug og hygiejne

 

Undervisningen skal lede frem i mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem istand til at:

  • sætte navne på almindeligt anvendte råvarer/fødevarer og inddele dem i fødevaregrupperne
  • eksperimentere med ingredienser og metoder med henblik på at få indsigt i fødevarers madtekniske egenskaber
  • vurdere en vare ud fra en varedeklaration og have kendskab til mærkningsordninger
  • få en forståelse af fødevarers vej fra jord til bord (oprindelse, sæson, produktion, distribution, indkøb, anvendelse og bortskaffelse)
  • analysere forskellige fødevaregruppers kvalitet i forhold til smagsmæssige og madtekniske egenskaber,sundhed, miljø, etik og pris
  • forklare madens, forbrugets og hygiejnens/husholdningens betydning for miljø, sundhed og livskvalitet
  • anvende principper for bæredygtig husholdning i forbindelse med indkøb, madlavning, opvask, rengøring,vask og affaldshåndtering
  • tage kritisk stilling som forbruger såvel som til vilkår for at leve bæredygtigt og med både sundhed og livskvalitet.

 

 

Fagets virksomhedsformer

 

Undervisningen skal lede frem i mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem istand til at:

  • opleve med alle sanser, fortolke egne oplevelser, udvikle fantasi og kreativitet og udtrykke sig æstetisk og skabende
  • arbejde praktisk, eksperimenterende og håndværksmæssigt
  • forklare, forstå, anvende, analysere og vurdere viden af fagteoretisk art
  • kommunikere om og handle i forhold til fagets æstetiske, etiske, praktiske og teoretiske problemstillinger.

 

 

 

På Ingstrup Trivselsskole har vi valgt at slå billedkunst, historie, hjemkundskab, håndarbejde, kristendom, musik og natur/teknik sammen til et fag – Emnetimer. Timefordelingen er den samme som i folkeskolen, men vi arbejder koncentreret med et emne af gangen. Dette giver efter vores mening en mere interessant undervisning, hvor eleverne får lov til at fordybe sig i arbejdet indenfor de forskellige emner. Det er også vores erfaring at brugen af emnetimer gør det nemmere arbejde tværfagligt, på en sådan måde at eleverne oplever en helt naturlig overgang fagene imellem.