Referat fra Generalforsamling

Referat af Ingstrup Trivselsskole og -børnehaves generalforsamling 22. marts 2017

  1. Valg af dirigent. Ole Nørgaard er valgt.
  2. Bestyrelsen aflægger beretning. For beretning se ”ad 2”.
  3. Skolelederens beretning. Dejligt at se så mange nye forældre er med i aften. Stor søgning til skolen. Personale situation gennem 2016: Tina stoppede i fritter, Rosa er kommet i stedet. Lars Egebak startede som vikar og fortsætter i huset. Thomas er startet som pedel og gør det super godt. Berit er stoppet som sekretær, og Karina Larsen er kommet til. Cindy har været sygemeldt, men kommer snart tilbage. Lis og Helle-Anna kommer frivilligt i huset – uvurderligt for skolen! Så er der den faste stab i huset, som møder børnene på deres niveau og yder langt ud over det, man kan forvente. Det gør, at personalet har meget tætte relationer til skolens børn. Vi har nogle fantastiske børn på skolen, og vi værdsætter de mange forældre, der kommer til morgensang – det er dejligt! Rotationsfag er startet op, børnene har taget godt imod det og er rigtig gode til det. Holddeling er noget skolen vil implementere i højere grad i næste skoleår. Kursusdag i efteråret for personalet omkring undervisning af børnene på det niveau de er på, en super givende dag. Til sidst husk ikke at tage det gode for givet – bliv ved med at have øje på, at vi har noget unikt her på skolen!
  4. Bestyrelsen forelægger den reviderede årsrapport til orientering. Resultat for 2016 et overskud på 227.000,00. Vi har brugt penge på renovering af fritter, personalekursus, markedsføring af børnehaven og skolen, skolegårdsrock. Vi har renoveret gulve, og vi har fået nye døre i gymnastiksalen. I 2017 vil vi bruge penge på at renovere skolekøkkenet, en bedre legeplads, skolegårdsrock samt renovering af flere gulve i skolen.
  5. Tilsynsførendes beretning. Inger Ottesen stopper, hun har været tilsynsførende på skolen i 5 år, og efter nye regler skal skolen vælge en ny tilsynsførende minimum hvert 5. år. For beretning se ”ad 5”.
  6. Valg af ny tilsynsførende. Bestyrelsen forslår Anna-Lene Ebdrup som ny tilsynsførende. Anna-Lene er valgt. Hun bor i Kettrup Bjerge og har været lærer på Ingstrup Efterskole i 24 år.
  7. Valg af bestyrelsesmedlemmer i forældrekredsen. Kenneth Dunker, Lars Schrøder og Eva Mortensen er på valg – alle modtager genvalg.
  8. Valg af bestyrelsesmedlemmer i skolekredsen. Ingen opstillet
  9. Valg af suppleanter i henholdsvis forældrekreds og skolekredsen. Tina Simoni er på valg og modtager genvalg som 1. suppleant. Merete Hyldgaard er valgt som 2. suppleant.
  10. Indkomne forslag – skal svømning på skemaet? Emnet debatteres, og som konklusion foreslår Sanne, at bestyrelsen vil arbejde videre på en model, hvor man kan komme afsted til svømning på mellemtrinet i ti uger hvert tredje år, samt at skolen vil tage på udflugter, hvor man tager i svømmehallen.

Evt. Sanne informerer om, at Alberte kommer til skolegårdsrock – kom og være med!! J Har man mulighed for at hjælpe, vil det være dejligt! Ole N nævner, at festen fortsætter som sidste år på forsamlingshusets parkeringsplads.

Derefter findes der folk til skolens forskellige udvalg – se hjemmesiden. OBS.: Andespilsudvalget kan stadig godt bruge et par ekstra hænder.

Lars Schrøder forslår, at skolen afholder et sæbekasseløb – Ole R. er med på ideen.

Anja foreslår, at vi tager en vagt på en skole til DGI’s landsstævne i uge 26. Skolen tjener 16.000 kr. For mere info se mail sendt til alle forældre.

Derudover berøres emnerne betalt hovedrengøring, og spørgsmålet om, hvor mange elever, der skal være på Ingstrup Trivselsskole vendes også.

Ole N. afslutter med bemærkningen om, at det er godt, at der har været en god diskussion på mødet. Skolen er snart 6 år gammel, og der er mange synsvinkler, det viser, at folk er engageret i skolen. Vi får masser af ros udefra bl.a. fra kommunen.

 

”Ad 2”

Beretning 2017

Endnu engang er der grund til at glæde sig, når der skal afgives beretning på generalforsamlingen. Endnu engang er der tale om fremgang.

Vi er nu oppe på 85 elever på skolen og pt. har vi 6 førskolebørn.  Det er vist mange år siden, antallet af elever på skolen har været så højt. Dertil kommer omkring 20 børn i børnehaven. De mange børn giver selvfølgelig nogle lokalemæssige udfordringer, men det ser ud til at de kan løses. Skolen kan fra næste skoleår også råde over ”den gamle skole/det nye mødested”. Der bliver selvfølgelig også udfordringer, når det kommer til antallet af elever i klasserne – men det er der også planer for. Så det skulle heller ikke blive et problem.

Men kan selvfølgelig altid diskutere, hvor mange elever, vi skal være på skolen. Hvad er det ideelle antal? Hvor mange skal der være i klasserne? Skal vi bare blive ved med at vokse? Er der nogle øvre grænser?

Til næste skoleår skal vi også have en 8. klasse.

Skolens økonomi ser fremdeles særdeles godt ud. Endnu engang kommer vi ud med et tilfredsstillende resultat. Den gode økonomi skyldes mange faktorer: God økonomi-styring, god opbakning til de forskellige arrangementer. En god økonomi er vigtig for skolen, da den åbner nogle muligheder, så man ikke nødvendigvis altid skal skele til pengekassen før man sætter noget i gang.

Det betyder også, at der er sket en del renoveringer. Vi har fået nye gulve på en del af skolen, der er kommet 2 nye døre i gymnastiksalen, og i har fået renoveret fritteren.

Der har igen i år været mange aktiviteter. Jeg kan nævne loppemarked, julebazar, banko og Trivsels-trail. Der har som altid været stor opbakning til de forskellige arrangementer. Julebazar og banko havde rigtig mange og flotte præmier. De forskellige arrangementer kræver selvfølgelig en masse frivillig arbejdskraft. Det har heldigvis været let at skaffe folk til de forskellige opgaver. Trivselsløbet er lige blevet afviklet for 5. gang, så der var tale om et lille jubilæum. I år havde løbet skiftet lidt form og var i endnu mere udbredt grad blevet til et trail-løb. Det viste sig at blive en stor succes. Allerede inden start måtte arrangørerne Anja og Eva melde udsolgt – 150 deltagere. Flot. Igen var der rigtig mange flotte sponsor-præmier.

2016 så også starten på det, der gerne skulle være en tradition. Skolegårds-rock. Herlig fredag i maj med samarbejde med musikskolen og efterskolen og mange mennesker i skolegården. Rigtig godt arrangement, der gentages igen i år med Alberte som hovednavnet. Vi satser igen på godt vejr og håber på rigtig mange mennesker til arrangementet. Igen er det vigtig med opbakning – både til arrangementet og som hjælper.

En anden ting, der har fyldt meget i efteråret 2016, har været lønforhandlinger. Som udgangspunkt har lærere ved de frie skoler en dårligere overenskomst end lærere på en almindelig folkeskole. Dette lønefterslæb, kan til dels reguleres via en lokal lønsumspulje. Disse forhandlinger blev afsluttet kort før jul. Set fra bestyrelsens side er det en balancegang mellem at føre en ansvarlig økonomisk politik og samtidig tilgodese et godt og engageret personale. Vi synes, det er lykkedes at nå frem til et tilfredsstillende resultat.

Til slut vil jeg gerne rette en stor tak til alle, der har bidraget til at gøre 2016 til endnu et godt år for Ingstrup Trivselsskole – og Børnehave.

Sven Aksel Svenningsen, formand

”Ad 5”:

Besøg på Trivselsskolen d. 06.12. 2016 og d. 09.03. 2017.

  1. 26.04 2013 aflagdes 1. tilsynsførende rapport ved 1. generalforsamling. Nu er der ny lovgivning på vej fra ministeriet. En tilsynsførende må kun være 5 år ad gangen ved en skole.

De nationale mål, der sætter retning for udviklingen i folkeskolen er overordnede pejlemærker som Trivselsskolen i Ingstrup skal leve op til. ”1) Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan. 2) Folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater. 3) Tilliden til og trivslen i folkeskolen skal styrkes blandt andet gennem respekt for professionel viden og praksis.”

  1. 06.12. 2016 Første besøg er sammen med den kommende tilsynsførende. Der er altid en dejlig stemning ved ankomsten til skolen. Leg og latter i skolegården. Børnene smiler og siger goddag, da vi er på vej op ad trapperne til skolelederen Susannes kontor for at læse alle læseplanerne. Susanne orienterer om skolen og arbejdet med differentieret undervisning for alle eleverne, samt holddelingerne og rotationsprincipper med flydende overgange i klasserne, der sikrer den gode indskoling og fremadrettet den gode undervisning for alle. Der er tilknyttet støttepædagoger, og specialstrukturer i de klasser, hvor det er nødvendigt – eksempelvis timetimer. Alle Trivselsskolens læseplaner er på plads ved første og andet besøg af tilsynsførende. Hver lærer har orden i fagplanerne, i samtlige fag og pågældende klassetrin der undervises på. Der kan kobles op på de nødvendige faglige IT-portaler. Læseplanerne er grundige og i overensstemmelse med det, der kræves fra ministeriel side i folkeskolen.

Der er obligatoriske fag, valgfag – emner som færdselslære, sundheds- og seksualundervisning, tværgående temaer som IT/ medier, sproglig udvikling innovation, entreprenørskab, omverdensforståelse, demokrati og køn – alt under hensyntagen til elevernes alsidige udvikling.

Ved starten af morgenen d. 06.12. Morgensamling – navneopråb: Er alle mødt? Hvem er syge? Der gives meddelelser. Der synges af fuld hals, pakkekalenderen åbnes. 4. klasse er legepatrulje – et godt ansvar.

Lever op til intentionerne i Fælles Mål for folkeskolen

0-1. klasse emne – temaet er:`Kroppeloppen` – giver anledning til mange refleksioner. Tanker om det gode samvær, lytte, sige ja og nej. Det vigtigste er, at børnene siger ja til hinanden, og den voksne skal hjælpe, når det kniber. Der er nedskrevet klasseaftaler. Børnene anerkendes i det, de byder ind med under samtalen. Tværfagligt. Lever op til intentionerne i Fælles Mål for folkeskolen.

5.-6. klasse i matematik. Der arbejdes med Trix og Hexaflexagon. Spejling af figurer, flytninger af figurer. Drejning og parallelforskydninger af figurer. Anerkendelsen af børnene og deres arbejdsindsats er markant, som en del af et positivt og trygt læringsmiljø. Kravene om inklusion, som folkeskoleloven foreskriver, er opfyldt. Dette er forskningsopgaver af rum og retning og konstruktioners muligheder.

Lever op til intentionerne i Fælles Mål for folkeskolen.

2.- 3. klasse dansk. Her arbejdes med individuelle skemaer, for at sikre, at eleverne når alle dansk disciplinerne. Der arbejdes med obligatoriske opgaver, diktat og læsestrategi. Hver dag læses der 30 minutter i en obligatorisk bog. Alle inkluderes. Der er indlagt bevægelsespauser. God arbejdsro. Diktaten er fra Gyldendals system ”Ny diktat for alle” God arbejdsro.

Lever op til intentionerne i Fælles Mål for folkeskolen.

  1. – 3. klasse Krea. Temasat blindmaling. `Hvad sker der når en sans fjernes`. Der spilles musik – langsomt / hurtigt. Summer af liv. Tværfaglig tilgang, og resultaterne var en stor overraskelse, der spredte meget glæde.

Lever op til intentionerne i Fælles Mål for folkeskolen.

  1. 09.03. 2017

Der summer af liv og glæde ved indgangen til Trivselsskolen. Der er morgensamling. Navneopråb – er alle set og hørt. Der er en del små søskende og forældre tilstede som altid. Herligt. Der synges 3 sange og gives informationer. Alberta kommer til skolegårdsrock d. 19.05. Der tages omsorg for børnene. Børnene synger højt og godt. Der ønskes god torsdag.

  1. klasse matematik – her arbejdes med løsningen af talgåder. Giver anledning til forståelse af tals sammenhæng. Børnene hjælper hinanden med opgaverne. Herefter tales der om prøveformen i matematik. Der udleveres papirer, der er som kommende prøver i faget. I disse opgaver, må der ikke anvendes lommeregner. Børnene er meget selvhjulpne. Arbejder i stilhed med de udleverede ark. En forberedelse på det, der skal komme

Lever op til intentionerne i Fælles Mål for folkeskolen.

6.-7. klasse tysk: Her bruges Gyldendals IT-fagportal. Undervisningen foregår på tysk. Der tales om vejr, måned og årstid. Børnene går op i det med liv og sjæl. Der tales verber og substantiver. Substantiver er skrevet med stort på tysk. Der samtales omkring opgaveløsninger. Det arbejde børnene laver, skal de præsentere for de andre i klassen. En god øvelse i sprogbeherskelse samt at kunne tale i en forsamling. Der laves Kleidungssalat – en god arousaløvelse når børnene trænger til en forfriskning

Lever op til intentionerne i Fælles Mål for folkeskolen.

5.-6. klasse tysk. Her er 6. klasse delt. Der arbejdes med verber, disse synges på kendte melodier. Der friskes op på undervisningen fra sidste lektion. Det er en god læringsstrategi. Børnene arbejder i eget tempo. Der ses en film om en lettere mentalt retarderet dreng. Efterfølgende tales der på tysk om filmen. Børnene er meget ivrige.

Lever op til intentionerne i Fælles Mål for folkeskolen.

Stemningen er fri og glad på Trivselsskolen. Børnene er naturlige og hviler i sig selv. Undervisningen er meget inspirerende og motiverende. Lærerne er fagligt kompetente og omsorgsfulde i deres omgang med børnene. Dette skaber god grobund for trivsel og læring.

Konklusion:

På Ingstrup Trivselsskole gives der en fyldestgørende undervisning. Formål, mål for Trivselsskolen og indhold af læseplaner omsættes til praksis. IT og medier er en integreret del af undervisningen.

Det er min klare vurdering at Ingstrup Trivselsskole står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

Ingstrup Trivselsskole lever også op til de krav i folkeskolen, der forbereder eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre.

Der er respekt for menneskerettighederne.

Der ses ligestilling mellem kønnene. Dette er tydeligt, når der foregår refleksioner, dialoger og genspejlinger på det der siges, læses, gøres og arbejdes med. Der er en høj grad af inklusion, dette ses ved at skolen også rummer, og har plads til elever med særlige behov.

Undervisningen er på et højt fagligt niveau.

Skolens undervisningssprog er dansk.

Venlig hilsen Inger Ottesen, Tilsynsførende for Ingstrup Trivselsskole, d. 22.03 2017