Fagplan for idræt

Formål for faget idræt

 

Formålet med undervisningen i idræt er, at eleverne gennem alsidige idrætslige oplevelser, erfaringer og refleksioner opnår færdigheder og tilegner sig kundskaber, der giver mulighed for kropslig og almen udvikling.

Stk. 2. Eleverne skal have mulighed for at opleve glæde ved og lyst til at udøve idræt og udvikle forudsætninger for at forstå betydningen af livslang fysisk udfoldelse i samspil med natur, kultur og det samfund, de er en del af. Eleverne skal opnå indsigt i og få erfaringer med vilkår for sundhed og kropskultur.

Stk. 3. Undervisningen skal give eleverne forudsætninger for at tage ansvar for sig selv og indgå i et forpligtende fællesskab.

 

Efter 2. klassetrin

 

Kroppen og dens muligheder

Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at :

 

  • udføre forskellige enkle former for løb, spring og kast
  • kontrollere grundlæggende bevægelser, først og fremmest gå, løbe, hoppe, hinke, vende og dreje
  • bruge spænding og afspænding
  • udføre simple balancer og krydsfunktioner
  • udføre enkle handlinger, først og fremmest kaste, gribe, sparke, aflevere og modtage med forskellige boldtyper
  • spille enkle boldspil med få regler
  • deltage i og forstå enkle idrætslige lege
  • deltage i lege og leglignende opvarmningsformer
  • udføre enkle grundtræningselementer
  • vise fortrolighed med bløde, hårde, faste og løse redskaber
  • udføre grundlæggende gymnastiske færdigheder i afsæt, svæv, landing, rulning, spring, vægtoverføring og forflytning samt vægt på armene
  • deltage aktivt i sanglege
  • anvende rytmiske bevægelser til forskellige musikformer
  • udtrykke forskellige figurer kropsligt
  • dramatisere enkle historier
  • følge enkle regler for adfærd i naturen.

 

Idrættens værdier

Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:

 

  • samarbejde med en eller flere om at lege
  • kende og anerkende fysiske forskelle mellem sig selv og andre
  • fortælle om oplevelser eller situationer, hvori der indgår bevægelse
  • overholde enkle spilleregler.

 

Idrætstraditioner og -kulturer

Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at kende til og gennemføre nye og gamle lege.

 

 

Efter 4. klassetrin

 

Kroppen og dens muligheder

 

Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:

 

  • beherske flere former for løb, spring og kast
  • sammensætte grundlæggende bevægelser som løb-spring, løb-kast, afsæt-landing, rulle-hop og hop-fald
  • udvise sikkerhed i balancer og krydsfunktioner
  • udføre handlinger med forskellige boldtyper med såvel hænder som fødder
  • deltage i regelbaserede holdidrætter og små- og minispil
  • beherske enkle tekniske færdigheder i slagboldspil
  • indgå i og skabe forskellige idrætslige lege sammen med andre
  • turde deltage i legens udfordringer
  • kende opvarmningens formål og udførelse
  • kende til grundtræningselementerne
  • udarbejde og udføre små serier med behændighedsøvelser og gymnastiske elementer
  • anvende spænding og afspænding i forbindelse med gymnastiske færdigheder
  • anvende planer, rum, retning, tid, impuls og bevægelsesudslag med og uden musikledsagelse
  • mime og fortælle historier ved hjælp af kroppen og rummet
  • udtrykke stemninger med kroppen
  • deltage i friluftsaktiviteter

 

 

Idrættens værdier

Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:

 

  • udvise samarbejdsevne og social opmærksomhed i forhold til idrætslige aktiviteter
  • forstå egen rolle og eget ansvar i regelbaserede aktiviteter
  • acceptere forskelligheder i egne og andres færdigheder
  • erkende egne reaktioner i forbindelse med fysisk aktivitet, som vrede, glæde, skuffelse og udmattelse
  • reflektere over og fortælle om oplevelser og situationer, hvor bevægelse indgår
  • forstå betydningen af fairplay.

 

Idrætstraditioner og –kulturer

 

Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:

 

  • kende lokalområdets muligheder for idrætsudfoldelse
  • kende til lokalområdets muligheder for fysisk bevægelse, leg og aktivitet
  • kende til og deltage aktivt i forskellige kulturers lege og sanglege.

 

 

Efter 6. klassetrin

 

Kroppen og dens muligheder

 

Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:

 

  • anvende forskellige tekniske færdigheder inden for løb, spring og kast
  • sammensætte, mestre og analysere grundlæggende bevægelser og bevægelsesmønstre
  • anvende tekniske færdigheder i forskellige spil
  • forstå taktiske handlemåder i forskellige idrætslige spil
  • anvende regler i forskellige idrætslige spil
  • organisere og gennemføre forskellige idrætslige lege, spil og aktiviteter
  • kende til principper for opvarmning, udstrækning og nedkøling
  • udarbejde enkle opvarmningsforløb
  • kende til elementær skadesforebyggelse
  • kende grundlæggende principper for træningslære
  • anvende hensigtsmæssig koordination og kropskontrol ved spring og springserier
  • tage medansvar ved modtagning
  • anvende forskellige stilarter og genrer inden for rytmisk bevægelse
  • anvende musik sammen med forskellige idrætsdiscipliner
  • sammensætte rytmiske bevægelsesforløb til musik
  • udføre forskellige danse og koreografier
  • skabe og udføre egne danse og koreografier
  • fortælle abstrakte historier med kroppen
  • afprøve forskellige aktiviteter i samspil med og i respekt for naturen
  • planlægge og gennemføre orienteringsaktiviteter i forskelligt terræn.

 

Idrættens værdier

 

Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:

 

  • udvise samarbejdsevne og social opmærksomhed i forhold til idrætslige aktiviteter
  • forstå egen rolle og eget ansvar i regelbaserede aktiviteter
  • forholde sig til tabe-/vindereaktioner i konkurrence
  • organisere oplevelser og situationer, hvor bevægelse indgår
  • kende til træningens betydning for sundhed og trivsel
  • kende forskellige motionsformer
  • handle i overensstemmelse med fairplaybegrebet

 

Idrætstraditioner og –kulturer

 

Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at:

 

  • kende til idrættens rolle i samfundet
  • kende tillempede og nyudviklede idrætter samt mindre udbredte idrætsgrene.

 

 

Undervisningsplan:

På Ingstrup Trivselsskole har idræt en særlig betydning, da et af vore fokuspunkter er sundhed. Vi har et forhøjet antal idrætstimer på alle klassetrin i forhold til vejledende timetal i folkeskolen. Vi har motion på skemaet hver dag, da vi har morgenmotion som en del af morgentimen. Her laves lege i skolegården eller gymnastiksalen alt efter vejret for alle elever.

Den øvrige undervisning foregår i gymnastiksalen, stadion eller rundt i omegnen af byen.